Vedtægter for JCI Marselis

Kapitel 1 – generelle bestemmelser

§1 Navn & Hjemsted

Stk. 1 Afdelingens navn er JCI MARSELIS.

Stk. 2 JCI MARSELIS’s hjemsted er den til en hver tid værende Local Presidents adresseStk. 3 Afdelingen tegnes af Local President eller af to valgte bestyrelsesmedlemmer i forening. Bestyrelsen kan meddele prokura til kassereren (T).

§2 Medlemskab af JCI Danmark

Stk. 1 JCI MARSELIS skal være medlem af JCI Danmark og er forpligtet til at følge JCI Danmarks vedtægter og tage del i aktiviteter på landsplan.

Stk. 2 JCI MARSELIS kan ikke underlægges eller sammenlægges med andre organisationer end JCI Danmark respektive JCI.

Stk. 3 Udtrådte medlemmer såvel som udtrådte afdelinger og disses medlemmer mister ved deres udtræden automatisk retten til at profilere sig som aktive medlemmer ved brugen af navnet ”JCI, JCI Danmark eller Junior Chamber “.

§3 Formål

JCI MARSELIS’s formål er, at skabe udviklingsmuligheder, der styrker unge mennesker til at skabe positive forandringer. Dette gøres ved:

  • at give      medlemmerne kontinuerlig mulighed for at afprøve lederegenskaber i praksis      i organisationen
  • at tilbyde      træning og uddannelse til medlemmerne på et højt niveau
  • at udvikle      opmærksomhed på og accept af ansvaret ved at være samfundsborger
  • at bidrage      til samfundsdebatten
  • at deltage      i internationalt samarbejde for at fremme forståelsen landene imellem

§4 Religion og politik

JCI MARSELIS må ikke være partipolitisk og ikke tage stilling til religiøse spørgsmål.

§5 Videregivelse af oplysninger

Intet medlem må stille JUNIOR CHAMBER’s adressemateriale (medlemsregister) til rådighed for noget afdelingen uvedkommende formål eller medvirke hertil.

Kapitel 2 – medlemmer

§6 Optagelse

Stk.1 Som medlemmer af afdelingen kan optages personer med evne til, ønske om og vilje til at arbejde for JCI Danmarks og JCI MARSELIS’s mål.

Stk. 2 Medlemssammensætningen bør sigte mod bred erhvervsrepræsentation med rimelig balance mellem den private og den offentlige sektor.

Stk. 3 Optagelse kan ske efter det fyldte 18. år. Ingen kan optages eller modtage valg til nogen post i det år han/hun fylder 40 år.

Stk. 4 Afdelingen er forpligtet til at modtage medlemmer, som overflyttes fra en anden afdeling tilhørende en national organisation tilknyttet JCI. Personer, der er i restance til en af JCI Danmarks afdelinger kan dog hverken overføres til eller på anden måde optages som medlem i en anden afdeling. Personer, der efter § 10, stk. 3, er frataget medlemskabet på en generalforsamling, kan ikke genoptages i JCI Danmark, medmindre JCI Danmarks Forretningsudvalg giver dispensation hertil.

Stk. 5 Eventuelle indsigelser, der skal være motiveret rettes skriftligt til den ansvarlige VP i bestyrelsen. Såfremt mindst 3 medlemmer har rettet indsigelse, kan emnet ikke optages og bestyrelsen meddeler skriftligt afslag til emnet. I eventuelle tvivlstilfælde i forbindelse med indsigelse træffes den endelige afgørelse af bestyrelsen.

Stk. 6 Medlemsemnet skal som del af et indslusningsforløb som minimum orienteres om følgende:

  1. JCI MARSELISs formål og virke lokalt, regionalt, nationalt og internationalt
  2. JCI MARSELISs mål og organisationsstruktur
  3. Komitéarbejdets centrale placering i JCI samt arbejdsområderne indenfor de enkelte komitéer
  4. Afdelingens bestemmelser om den principielle mødepligt, herunder krav til komitéarbejdet
  5. Udgifterne forbundet med medlemskabet.

§7 Orlov

Stk. 1 Ønsker et medlem orlov fra afdelingen- og/eller komitéarbejdet, fremsendes begrundet ansøgning til Local President.

Stk.2 Orlov, der skal bekræftes af bestyrelsen, kan kun imødekommes for en periode på maximalt 6 måneder ad gangen, hvorefter fornyet overvejelse skal finde sted under hensyntagen til arbejdet og trivslen i afdelingen. Opnår et medlem orlov, meddeler Local President dette øjeblikkelig til komitéformændene på først kommende afdelingsmøde.

Stk. 3 Medlemmer på orlov betaler normalt kontingent.

§8 Udmeldelse

Stk. 1 Udmeldelse kan til enhver tid ske skriftligt til Local President med en måneds varsel, dog således at udmeldelse skal ske med en måneds varsel til 1. januar eller 1. juli for at undgå at blive forpligtet til at betale kontingent for det efterfølgende halvår.

§9 Seniorer

Stk. 1 Ved udgangen af det kalenderår, hvori det aktive medlem fylder 40 år, overføres medlemmet automatisk til seniormedlemskab og bliver stående der, indtil udmeldelse sker skriftligt.

Stk. 2 Seniormedlemmer har ikke stemmeret og ikke ret til at deltage i forhandlingerne om afdelingens ledelse.

Stk. 3 Seniormedlemmerne udgør, og er organiseret i en seniorkomité, der selv tilrettelægger rammerne for sit arbejde efter godkendelse fra afdelingen.

§10 Eksklusion

Stk. 1 Medlemmer, der uden grund i 6 måneder udebliver fra mere end halvdelen af afdelingens arrangementer, ikke deltager i komitéarbejdet, eller i øvrigt forholder sig passive, kan af en enig bestyrelse fratages medlemskabet.

Stk. 2 Kontingentrestance i mere end 2 måneder giver bestyrelsen samme kompetence som ovenfor i stk. 1 nævnt.

Stk. 3 Fratagelse af andre grunde skal ske på en til formålet indkaldt generalforsamling, på hvilket det pågældende medlem skal have ret til at udtale sig.  Til vedtagelse kræves, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget.  Det medlem, hvis sag behandles på en sådan generalforsamling, kan ikke deltage i afstemningen. Indkaldelsen til en sådan generalforsamling skal overholde fristerne i § 12. Afdelingen kan ikke give sig selv dispensation fra vedtægterne.

Stk. 4 Medlemmer, der er valgt til tillidsposter på regional-, lands eller internationalt plan kan kun ekskluderes, når afdelingens indstilling er behandlet og efterfølgende godkendt i JCI Danmarks Forretningsudvalg.

§11 Kontingent

Stk. 1 Årskontingentet, der fastsættes af den ordinære generalforsamling, betales halvårligt forud pr. 1. januar og 1. juli.  Kontingentet for seniormedlemmer fastlægges ligeledes på den ordinære generalforsamling. Bøder for udeblivelse uden afbud fastsættes ligeledes af generalforsamlingen.

Stk. 2 Opkrævninger udsendes af Vice President Administration senest ved udgangen af februar og juli. Indmeldelsesgebyr, kontingent, der beregnes forholdsmæssigt eller betales fuldt ud, samt bøder forfalder til betaling ved opkrævningens modtagelse.

Stk. 3. Medlemmer hæfter personligt for deres kontingent.

 

Kapitel 3 – ledelse

§12 Generalforsamlingen

Stk. 1 Afdelingens højeste myndighed er generalforsamlingen, der ordinært holdes årligt inden udgangen af februar måned.

Stk. 2 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af afdelingens stemmeberettigede medlemmer er til stede. Såfremt dette ikke er tilfældet, indkaldes til ny generalforsamling med samme dagsorden til gennemførelse tidligst en måned senere. Denne er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer.

Stk. 3 Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske med mindst 30 dages varsel, og dagsordenen skal i det mindste indeholde følgende:

  1. Valg af dirigent
  2. Afgående LP’s beretning
  3. Godkendelse af revideret regnskab
  4. Godkendelse af opdateret handlingsplan for afdelingen
  5. Forslag til kontingent og bøder for udeblivelse fra afdelingsmøder m.v. (Efterregulering kan evt. finde sted)
  6. Godkendelse af budget
  7. Indkomne forslag
  8. Eventuelt.

Stk. 4 Forslag, som ønskes behandlet på en generalforsamling, skal senest 20 dage før generalforsamlingen fremsendes skriftligt til bestyrelsen.

Stk. 5 Endelig dagsorden med fremsatte forslag skal senest 10 dage før generalforsamlingen tilsendes medlemmerne.

Stk. 6 Med dagsordenen skal bl.a. følge:

  1. Kopi af regnskab for det forgangne regnskabsår 1.1.-31.12.
  2. Budgetforslag for det kommende funktionsår med mindst følgende punkter:
    –  Kontingentindtægter
    –  Andre indtægter
    –  Afgift til region Midtjyll
    –  Afgift til JCI Danmark
    –  Afgift til Fremtidens Leder
    –  Budgetforslag skal indeholde forslag til kontingent og indmeldelsesgebyr.
    –   Forslag til bøde ved manglende afbud fremsættes uden for budgettet.

§13 Ekstraordinær Generalforsamling

Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling kan holdes efter bestyrelsens skøn og skal holdes, såfremt mindst 1/3 af afdelingens medlemmer fremsætter skriftligt motiveret krav herom.

Stk. 2 En ekstraordinær generalforsamling er beslutningsdygtig efter samme regler som den ordinære generalforsamling og indkaldes med samme varsel. Sker indkaldelse på grundlag af krav fra medlemmer, skal indkaldelsen udsendes senest 8 dage efter modtagelse af kravet.

§14 Valgforsamling

Stk.1 Valg af bestyrelse for det kommende funktionsår sker på en til formålet indkaldt valgforsamling i september måned.

Stk. 2 Indkaldelse og indsendelse af forslag til kandidater følger samme regler som generalforsamlingen.

§15 Afstemninger

Stk. 1 Alle beslutninger på valg- og generalforsamlinger med undtagelse af vedtægtsændringer sker ved almindelig stemmeflerhed.

Stk. 2 Ændring af vedtægterne kræver en generalforsamlingsvedtagelse, hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.

Stk. 3 Et medlem, der ikke har mulighed for at deltage på valg- eller generalforsamling, kan aflevere skriftlig fuldmagt til et andet medlem fra afdelingen, idet fuldmagten må afgives ubetinget og derfor uden anvisning om, hvordan der må stemmes. Et medlem kan kun modtage fuldmagt fra ét andet medlem.

§16 Bestyrelsen

Stk. 1 Bestyrelsen består af 3-6 medlemmer:

  • 1 Local      President (LP)
  • 1 Vice President Administration (VP-A)
  • 1-6 Vice      President Programmer (en for hver aktiv komite/overordnet projektgruppe fx BUS, COM, IND, MEC og INT )

Afdelingen kan vælge en Local Deputy President (LDP). Denne kan tillige bestride en Program-post.

Stk. 2 Local President vælges direkte af valgforsamlingen, den øvrige bestyrelse konstituerer sig umiddelbart efter valget og sender meddelelse om den nye bestyrelsessammensætning til JCI Danmarks sekretariat senest 14 dage efter valget.

Stk. 3 Efter konstitueringen afgør bestyrelsen, om den vil supplere sig med sidste års Local President.

Stk. 4 Mandaterne er toårige, bortset fra Local President, som er etårig. Halvdelen af posterne besættes hvert år. Et medlem kan ikke beklæde den samme bestyrelsesfunktion i mere end 12 måneder.

Stk. 5 Et bestyrelsesmedlem, der har udfyldt en vakancepost i mindre end 12 måneder, er dog berettiget til at modtage valg for en fuld funktionsperiode til den pågældende bestyrelsespost.

Stk. 6 Ved vakancer supplerer bestyrelsen sig selv med virkning til næste valgforsamling. Såfremt flere end 3 bestyrelsesmedlemmer er på valg grundet vakance, afgøres det af generalforsamlingen, hvilke mandater, som er toårige.

Stk. 7 Ingen kandidat kan vælges i det kalenderår, han/hun fylder 40 år. Den nye bestyrelse kan supplere sig med afgående formand.

Stk. 8 Bestyrelsens funktionsperiode er fra 1. januar til 31. december.Stk. 9 Bestyrelsen i en ny afdeling kan tiltrædes af medlemmer fra en anden afdeling i henhold til reglerne i Policy Manual § 9, stk. 9.

§17 Local President (LP)

Local President har som minimum følgende ansvar-og arbejdsområder i JCI MARSELIS:

  • at      afdelingen følger JCI MARSELISs, Region Midtjylland’s, JCI Danmarks og      JCI’s vedtægter og Policy Manual.
  • at      bestyrelsen straks efter valget konstituerer sig og udarbejder målsætning,      handlingsplan og budget for det kommende funktionsår, tilpasset JCI      MARSELISs strategi.
  • målsætning,      handlingsplan og budget skal forelægges afdelingen og godkendes på den      førstkommende ordinære generalforsamling.
  • at lede      arbejdet i afdelingen og afdelingens bestyrelse og sikre gennemførelse af      de vedtagne handlings- og strategiplaner.
  • at forestå      optagelsen af nye medlemmer i JCI MARSELIS.
  • at      repræsentere afdelingen udadtil overfor landets øvrige afdelinger, JCI      Danmark, JCI, eksterne samarbejdspartnere, medierne og offentligheden i      øvrigt.
  • at deltage      i arbejdet i Region Midtjylland.  Local President er født medlem af      Regionalrådet. Local President deltager i regionalrådsmøder og regionale      møder i funktionsåret (kalenderåret).
  • at      motivere det enkelte medlem til at opnå personlig udvikling gennem aktiv      deltagelse i arbejdet i Junior Chamber på lokalt, regionalt, nationalt og      internationalt plan.
  • at opsøge      og motivere egnede kandidater til at opnå personlig udvikling ved at indgå      i JCI Danmarks ledelse og i JCI’s verdensledelse samt regionale og      nationale grupper (komitéer).
  • at      implementere JCI Danmarks strategi i JCI MARSELIS.
  • Local      President er afdelingens chefdelegat ved den årlige Forårskongres (FK),      der holdes i marts måned og den årlige Nationalkongres (NK), der holdes      den første weekend i oktober måned. Local President bør inden kongresserne      afdække afdelingens holdning til de spørgsmål og kandidater, der skal      stemmes om.

§18 Bestyrelsens arbejdsform

Ved afstemninger i bestyrelsen træffes afgørelse ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er Local Presidents stemme afgørende.

§19 Komitéer og projektgrupper

Stk.1  Afdelingen nedsætter løbende komitéer og projektgrupper.

Stk.2 Det er de komitéansvarliges/projektledernes opgave løbende at deltage aktivt i komitéarbejdet, og samarbejde med den ansvarlige VP’er for funktionsåret at motivere komitéen til et udbytterigt arbejde, herunder at drage omsorg for, at der af komitéen udarbejdes endelig rapport vedrørende komitéens arbejde til JCI MARSELISs værktøjskasse.

Stk. 3 Det er desuden de komitéansvarliges/projektledernes opgave at holde tæt kontakt til den ansvarlige VP’er for funktionsområdet, herunder gennem VP’en udarbejde indstillinger til bestyrelsen om komitéens ønsker til aktiviteter, cg her specielt indstillinger af økonomisk art. Intet projekt må opstartes før VP’en har godkendt den fremsendte indstilling.

 

Kapitel 4 – Møder

§20 Afdelingsmøder

Stk. 1 JCI MARSELIS holder afdelingsmøde hver måned, bortset fra juli og december måned.

Stk. 2 Hvor særlige forhold tilsiger dette, f.eks. når et afdelingsmøde falder sammen med helligdage, skoleferier eller lignende, kan bestyrelsen enten ved eget initiativ eller på baggrund af indstilling fra mindst 5 medlemmer undtagelsesvis flytte afdelingsmødet til en anden dato. Flytningen skal meddeles alle afdelingens medlemmer samt VP i Region Midtjylland så tidligt som muligt.

 

Kapitel 5 – Administration

§21 Regnskabsår

Stk. 1 Regnskabsåret er 1. januar til 31. december.

Stk. 2 Det reviderede regnskab skal være den afgående Local President (PP) i hænde senest den 15. januar.

§22 Revisorer

Til at revidere afdelingens regnskab vælges 2 revisorer med en hvert år for en toårig periode.

§23 Vedtægtsændringer

Stk. 1 Bestyrelsen for afdelingen skal gennemføre ændringer i de lokale vedtægter i overensstemmelse med de på delegeretmødet vedtagne ændringer. Gennemførelsen skal finde sted senest 2 måned efter den kongres, hvorpå de er vedtaget.

Stk. 2 Et ajourført sæt af afdelingens vedtægter skal senest 14 dage efter ajourføring, tilsendes JCI Danmarks GLC.

§24 Ophør

Stk. 1 Opløsning af afdelingen skal vedtages med 3/4 stemmeflerhed på en til formålet indkaldt ekstraordinær generalforsamling

Stk. 2 Såfremt medlemstallet falder til under 15, skal bestyrelsen omgående meddele dette til JCI Danmarks Direktion. Såfremt medlemstallet et halvt år efter, stadig er under 15 har JCI Danmarks Direktion mulighed for at lukke afdelingen, uanset det i nærværende bestemmelses 1. afsnit anførte.

Stk. 3 Meddelelse skal tilsendes JCI Danmarks GLC efter samme retningslinier som vedtægtsændringer.  Resterende midler fordeles af den sidste generalforsamling og tilfalder JCI Danmark. Alt JUNIOR CHAMBER materiale tilsendes GLC.

§25 Hæftelse

Stk. 1 JCI MARSELIS hæfter alene for sine forpligtelser af enhver art med den afdelingen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler hverken JCI MARSELIS’S medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse for JCI MARSELIS’S eller JCI Danmarks forpligtelser af enhver art.

Stk. 2 I tilfælde af et medlems eller et bestyrelsesmedlems handling eller undladelse, som i øvrigt måtte være strafbar efter dansk rets til enhver tid gældende regler, kan et eventuelt krav om erstatning som følge heraf dog gøres gældende over for den pågældende personligt.

Senest ændret d. 23. Januar 2013 – Af Martin Mangaard