FUNDAMENTET I JCI MARSELIS ER VORES MÅNEDLIGE AFDELINGSMØDE
I JCI Marselis holder vi hver måned et afdelingsmøde med indhold, der er relevant for vores medlemmer – enten personligt eller fagligt. Formålet kan være at videreudvikle sin personlige profil eller at få værktøjer, der forbedrer den enkeltes præstation på jobbet.
Afdelingsmøderne starter med uformel networking, hvor vi hyggesnakker, mens de sidste ankommer. Som regel begynder vi kl. 18.00. Mødets officielle program består typisk af spisning, ”afdelingens halve time”, networking og et foredrag, en workshop eller et virksomhedsindlæg. Det kan også være et besøg hos en af byens mange spændende virksomheder, organisationer eller offentlige institutioner. ”Afdelingens halve time” er formandens orientering til afdelingens medlemmer om status på igangværende igangværende projekter eller information fra afdelingens bestyrelse eller JCI Danmark.
Afdelingsmødet holdes altid den 2. sidste tirsdag i måneden i Aarhus – typisk med start kl. 18.00 og afslutning omkring kl. 21.30 – 22.00. Vi har ikke et fast mødested, fordi det giver en god afveksling til møderne, at vi mødes et nyt sted hver gang.
Nedenfor er et lille udpluk af de afdelingsmøder, JCI Marselis har lavet gennem tiden.
- Ta’ scenen & brænd igennem – Fokus på at booste sin præsentation med skuespiller Dorthe Hansen Carlsen
- Foredrag om lederskab v/Susanne Frandsen – Susanne Frandsen hjælper til daglig direktører og topledere med at finde tilbage på et spor hvor de lytter til deres indre GPS og hvor handlekraft suppleres af værekraft
- TA-lentet – En beretning om at falde over sit talent samt at modarbejde sit talent. Mange forskere og sportsfolk har deres bud på, hvordan vi udvikler talent. Men hvordan opleves talent egentligt? Kan vi bare kopiere dét, som har gjort andre talentfulde, for så selv at blive lige så gode en dag? Nøglen til det hørte vi om på dette afdelingsmøde
- Besøg hos BMW Aarhus – rundvisning, foredrag og prøvekørsel i alle typer af biler lige fra små agile BMW 1’ere til de tunge potente X-modeller til og 7 serie limousiner
- Knæk koden med Robert Rolfsted – om at knække koden i dig selv, så du kan opnå mere frihed og lykke i dit liv og samtidig work smart – not hard
- Guidet sejltur til Aarhus Ø på slæbebåden Jakob
- Afholdelse af Årets unge Erhvervsleder – kåring af Danmarks dygtigste unge erhvervsledere med indlæg af Daniel Baun fra Heartcore Business
- Besøg i Randers Regnskov med foredrag om historien bag Randers Regnskov (der startede som et JCI projekt)
- Latter på toppen af Aarhus – rundvisning på Aros, Aarhus Kunstmuseum samt spisning i Sky Lounge med efterfølgende latterkursus
- Nordeuropas største underjordiske P-hus – Dokk1 i Aarhus med rundvisning ’bag kulissen’
- Kødbyens Mad & Marked – virksomhedsbesøg og sparring om strategiske udfordringer
- Byvandring i det ’gamle’ Aarhus – fra gader og stræder ses de ikke altid – baggårdene i Aarhus C. Men der ligger her små hele verdener med fortættede indtryk og gemte stemninger. Baggårdene rummer ofte også spændende historier, og byen opleves pludseligt helt anderledes, når disse små verdener åbenbarer sig for én
- Undervisning i at lave cocktails – på Skt. Pauls Apothek (med efterfølgende indtagelse J)
- Ølsmagning på Aarhus Bryghus
- Afdelingsaften med fokus på salg – oplæg af Karina Burgdorff, der til daglig forsker (ph.d.) i salgsforløb og optimering af organisationers salgsindsats
- Businesscase hos Sinful.dk – Danmarks største webshop med sexlegetøj. Rundvisning, sparring om strategiske udfordringer m.v.
- Rundvisning i Musikhuset Aarhus med rundvisning ’ bag kulissen’
- Beumer Group (blandt verdens største leverandør af logistik systemer til luftehavne) med deltagelse af både tidligere og nuværende JCI Marselis’ere